Vestfyns Efterskole får titlen som Naturven

Vestfyns Efterskole er Danmarks mindste efterskole med cirka 30 elever i alderen 14-18 år. Her arbejder man hver dag med at engagere unge i naturen gennem praktisk arbejde. Der er blandt andet fokus på landbrug, madlavning og pasning af husdyr, så de unge elever kan bruge hænderne til at understøtte deres faglige viden. Efterskolen er derfor også selvforsynende med kød fra blandt andet egne køer og grise samt grøntsager fra egen køkkenhave.

Stærkt fællesskab blandt eleverne

Da vi spurgte, hvad eleven Ásla er mest glad for ved livet på efterskolen, fortæller hun, at hun især elsker dyrene og fællesskabet. Det er vigtigt for hende at have fundet andre unge mennesker, der også interesserer sig for friluftsliv og naturen. Det er eleven Gustav enig i. Han forklarer også, at fællesskabet på efterskolen er ekstra stærkt, da alle kender hinanden på grund af dens størrelse og deler de samme interesser. Han har for eksempel fået gode venner, der er lige så begejstret for at arbejde med maskiner, som han selv er.  

En fælles interesse for naturen

Interessen for naturen bliver blandt andet dyrket i skolens egen køkkenhave, sammen med dyrene og i frugtplantagen. Men eleverne kommer også på ture i naturen som for eksempel telt- og sejlture. De dyr, eleverne har mulighed for at komme tæt på, er alt fra grise, kalve og får til kaniner, heste og høns. Udover at passe og pleje dyrene, lærer eleverne også at lave mad fra bunden med hjemmedyrkede ingredienser. Alle disse praktiske aktiviteter er med til at udvikle boglige færdigheder på en måde, der sjældent ses i det danske skolesystem.

Dette er også en af grundene til, at Brian, som er forældre til en elev på skolen, valgte at indstille skolen som Naturven.

”Jeg synes, den måde, man lærer de unge om naturen og arbejdet fra jord til bord, er meget eksemplarisk,” fortæller han.

Fremtiden er fyldt med grøntsager, frugt og høns

Med titlen som Naturven følger der en præmie på 10.000 kr. Forstanderen Marie Klit vil gerne bruge pengene på at styrke skolens faciliteter, f.eks. så køkkenhaven kan få endnu bedre udbytte, og der kan dyrkes flere frugttræer end de nuværende æbletræer. Eleverne drømmer også om flere høns, der lægger friske æg.

Du kan læse meget mere om efterskolen på Vestfyns Efterskoles hjemmeside: https://vestfynsefterskole.dk/