Dorthe Reinberg blev Naturven

Den nære natur og fællesskabet i det lille bysamfund Agedrup på Nordfyn er vigtige elementer for Dorthe Reinberg, som Natur-Energi har kåret som Månedens Naturven.

Dorthe flyttede til Agedrup for 13 år siden og har fra starten været en ildsjæl i lokalområdet. Hun har taget initiativ til bl.a. indsamling af skrald og plastik, og så har hun stået i spidsen for Naturparken, der for få år siden var et tilgroet område omkring en sø. I dag er stedet forvandlet til en perle komplet med shelter, bålplads og små gangbroer over vandløbene, der bugter sig i området.

Sofie Lassen-Kahlke var for nylig en tur på Nordfyn, hvor hun kårede Dorthe til Månedens Naturven. Sammen med æren fulgte 10.000 kroner, der selvfølgelig skal bruges på Naturparken.

“Vi har en drøm om, at vi gerne vil have etableret en flydebro i søen, så ungerne kan komme endnu tættere på fiskene, frøerne og haletudserne,” siger Dorthe Reinberg, der også har 1.000 andre idéer til, hvordan børn og voksne i Agedrup kan komme ud i naturen.

“Jeg vil gerne have naturen ind i skolegården. Vi skal bygge fuglekasser sammen med børnehaven. Have naturvejledere på besøg og have nogle af byens ældre borgere til at fortælle ungerne om, hvordan her var i gamle dage,” siger Dorthe.