COP15 blev ikke den store succes, vi var mange, der havde håbet på. Indrømmet. Men det er, som om mange ”meningsdannere”, politikere og journalister har brugt det ulykkelige klimatopmøde som en undskyldning for at vende på en tallerken. Senest i dag hvor Berlingske bragte en artikel med overskriften ”færre frygter klimakaos”.

Artiklen har såmænd udmærket dokumentation, men valget af vinkel illustrerer, hvordan det er blevet en bedre historie at skyde klimadagsordenen – som fortsat har stor opbakning – ned end at forholde sig til den reelle problematik eller de mange mennesker, der forsøger at gøre en forskel til daglig. Det er drønærgerligt.

Ingen reel klimakritik

Jeg har – sikkert ligesom mange af jer – lagt mærke til, at størstedelen af de negative klimahistorier handler om nogle tilfældige mails, hvis indhold ingen reelt kan gennemskue. I min bog er det fløjtende lige meget, så længe fagkundskaben står samlet(99 ud af 100 forskere mener vel fortsat, at klimaforandringerne er reelle og alvorlige) og ikke tildeler de enkelte mails nogen særlig betydning.

Klimakritikken er langt fra reel, og indtil videre har jeg kun set de såkaldte ”skeptikere” gå direkte efter manden – enten ved at forklejne forskernes arbejde eller ved at kalde folk – som jeg selv – for nyreligiøse eller ”tossegode”. Det er pinligt, at den mest substantielle kritik, som i øvrigt primært handler om økonomiske prioriteringer, bliver fremført af Bjørn Lomborg.

Jeg mener fortsat, at vi kan skabe klimaforbedringer, og jeg føler, at opbakningen er til stede.

Hvad mener I om klimadebatten efter COP15? Og hvorfor tror I, at den negative historie er blevet så ”god” en historie?

Alt vel

Mikkel