Usædvanlig høje elpriser rammer danskerne - hvad skyldes det?

19.08.2022

Elprisen har i august måned nået et niveau, vi ikke har set magen til de seneste 12 år. Men hvad er årsagen til, at priserne netop nu når nye højder?

Kort fortalt er det en meget uheldig kombination af flere tilfældigheder, der gør, at priserne stiger med den fart vi ser lige nu. Her giver vi dig et overblik over, hvad de vigtigste grunde er.

  1. Som følge af Krigen mellem Rusland og Ukraine har Rusland skåret ned på mængden af gas, der sendes fra Rusland til Europa. Dette får gasprisen til at stige, og det har stor betydning for prisen på strøm fra kraftværkerne i Europa, der bruger naturgas.
  2. I løbet af sensommeren har vi herhjemme haft flere vindfattige dage. Det betyder helt naturligt, at vindmøllerne står stille og ikke producerer strøm. Og jo mindre strøm der produceres fra vedvarende energikilder herhjemme, jo højere bliver elprisen.
  3. Når vi ikke producerer nok strøm herhjemme til at dække vores elforbrug, må vi hente strøm fra eksempelvis norske vandkraftværker. Men mangel på vand i de norske vandreservoirer har betydet lavere elproduktion og dermed højere elpriser.
  4. Langvarig tørke i Sydeuropa henover sommeren betyder, at der er blevet produceret væsentligt mindre vandkraft. Disse lande må derfor trække på andre energikilder, og det presser priserne op.
  5. Danske kraftværker bruger træpiller eller træflis til at producere strøm, og prisen på disse råvarer er steget på grund af krigen i Ukraine. Det betyder højere priser på strømmen fra kraftværkerne.

Hvordan kan du spare på strømmen?

Har du fået nok af de høje elpriser, så er der hjælp at hente. Du kan nemlig spare penge på elregningen ved at skære ned på dit strømforbrug.

Vaskemaskine, tørretumbler, underholdningsapparater, køleskab og fryser står typisk for 70-80% af det samlede elforbrug i en dansk husholdning. Så du kan med fordel overveje, om du kan bruge disse apparater smartere i din hverdag.