Annemette R. Eriksen blev Månedens Naturven

Det hele startede i 2016, hvor Annemette Rosenborg Eriksen begyndte at tænke over alt det efterladte affald, hun mødte på sin vej, når hun kørte rundt eller gik ude i naturen i Halsnæs Kommune i Nordsjælland. Og i stedet for blot at lade det blive ved tankerne, besluttede Annemette sig for, at nu var det nok. Der var brug for handling, og når nu ingen andre gjorde noget ved det, så ville hun.

Sådan går man fra én naturtosse til over 100 affaldshelte

Ene kvinde begyndte hun selv at tage affaldssække og gribetænger med sig, når hun skulle udenfor. Hvor folk i starten tænkte, at det var noget af en naturtosse, der rendte rundt og samlede affald, spredte det sig stødt og roligt til folk i hele kommunen.

For på sine affaldsopsamlende ture begyndte Annemette at tænke på, hvor godt det kunne blive, hvis hun kunne få flere folk til at følge hendes eksempel.

”Imens jeg gik og fyldte alle de mange sække med affald, der tænkte jeg, ’Tænk, hvis jeg kunne få en masse mennesker med mig’, fordi 1, 2, 3, så ville vi bare få det så smukt og rent!”

Hun oprettede derfor Facebookgruppen Halsnæs Affaldshelte, så der var et forum for alle de ligesindede, der også gerne ville gøre en forskel. Nu er der over 100 affaldshelte, der i al slags vejr er ude og samle affald, så skove, marker, villakvarterer, strande og grøftekanter igen kan være affaldsfri.

Lokale ildsjæle og støtte fra alle kanter

Halsnæs Affaldshelte er 100 procent frivilligt og ulønnet. Ud over de mange frivillige affaldshelte, det er lykkedes Annemette at få med i fællesskabet, har Annemette også formået at få en masse lokale virksomheder og ildsjæle til at sponsorere og støtte projektet. På den måde er der altid rigeligt med gribetænger, arbejdshandsker, affaldssække og proviant, når de frivillige tager på opsamlingstur, så det er så nemt som muligt at gå til for indsamlerne.

For det behøver ikke at være besværligt at samle affald. Især ikke efter at Annemette i samarbejde med borgmesteren i Halsnæs Kommune har fået det i stand således, at folkene i Vej og Natur-afdelingen kommer og henter affaldet, så man ikke selv skal stå og sortere det opsamlede affald eller sørge for at bortskaffe affaldet.

Affaldsheltene og fremtiden

På spørgsmålet om, hvad Annemettes drømme er for projektet, svarer hun:
”Min store drøm er selvfølgelig, at hele Danmark bliver ren, og at affaldsheltene bliver bredt ud over hele landet. Når jeg rejser rundt i verden, kan jeg også se, hvor meget affald, der ligger derude. Og det er meget værre end i Danmark, og det kunne jeg egentlig også godt tænke mig at gøre noget ved.”

Vi ønsker Annemette og de mange frivillige i netværket det bedste, og håber som Annemette, at det blot er et spørgsmål om tid, inden der findes Affaldshelte over hele verden!

Du kan læse meget mere om projektet på Affaldsheltenes hjemmeside: https://affaldshelte.webnode.dk/

Du kan også se mere på Facebooksiden: https://www.facebook.com/Halsn%C3%A6s-Affaldshelte-813366678813724/